Har du svært ved at skabe medieomtale? Så prøv at gå systematisk til værks

Mikkel_graa_mur3.png

Det kan være svært at få et vigtigt medie til at omtale din virksomhed. Men giv ikke op. Prøv i stedet nedenstående fremgangsmåde, som alle kan bruge.

1. Udvælg dine nøglemedier

Du skal først udvælge de medier, din virksomhed skal omtales i. Hvis din målgruppe er direktører, finanschefer eller konsulenter, er Børsen, Berlingske Business og JP Finans oplagte. 

Hvis du hellere vil eksponeres over for beslutningstagere i en særlig branche eller det offentlige, skal du kigge efter branchemedier. Dem findes der rigtigt mange af. Udover print- og onlinemedier skal du også huske at overveje TV, radio og podcasts.

2. Forstå dine nøglemedier

Du skal også lære dine nøglemedier ordentligt at kende ved at følge/abonnere på dem. På den måde får du styr på, hvad de synes er en god historie, og især hvilke historier de ikke bringer. For eksempel er Politiken normalt mere optaget af klimaet og forbrugernes synspunkt end teknologien bag cloud computing eller optimering i virksomheder.

En teknologiblogger kan til gengæld synes, at et par nye hovedtelefoner eller GPS-udstyr kan være helt vildt spændende. 

En erhvervsredaktion tænder på trends, cases, nyheder om store virksomheder eller erhvervspersoner, der har solgt deres virksomhed for et stort beløb. Eller hvordan virksomhed tiltrækker talenter. 

Et fagblad går mere i dybden med specifikke emner såsom nye metoder til måling af vandstanden i åer, effektivisering af malerarbejde eller automatisering af revisorers arbejde.

Tricket for dig er, at du prøver at imitere de pågældende mediers typiske historier.

Lad mig give et eksempel. Berlingske Business kan godt lide væksthistorier. Det brugte jeg som afsæt til at få den mindre og i brede kredse helt ukendte it-virksomhed JO Informatik i avisen med en helsides artikel i om, at virksomhed efter 17 år med fem ansatte havde hyret en professionel bestyrelse, hvilket på tre år havde ført til en tredobling af både omsætning, antal medarbejdere og overskud.

3. Brug undersøgelser 

Hvis du ikke synes, din virksomhed lige har noget spændende at fortælle om, men gerne vil have spredt et bestemt budskab, så kan en undersøgelse være løsningen.

For eksempel har jeg gennem mange år sørget for, at employer branding virksomheden Universum får omtalt deres undersøgelser af, hvilke virksomheder veluddannede danskere helst vil arbejde i, og hvad de motiveres af. Det synes både erhvervs- og fagmedier og dagspressen er spændende stof, som derfor får masser af omtale. 

En landinspektørvirksomhed kunne for eksempel sætte tal på, om der er et stigende eller faldende antal tvister om skel mellem grundejere, give gode råd til husejere om, hvordan tvister undgås og bruge en case til at illustrere historien. 

Et e-learningsfirma kunne kortlægge effekten af e-undervisning vs. almindelig klasseundervisning og udgifterne forbundet ved de to typer. En sådan historie kræver også typisk en god case i form af en af dine kunder til at illustrere historiens pointer.

4. Brug mediernes temaplaner 

Fagblade og enkelte dagblade offentliggør temaplaner. Eksempelvis har Jyllands-Posten haft et tema om projektledelse, hvor jeg fik en historie på om ingeniørvirksomheden Atkins metode til at udvikle sine projektledere. 

Et andet tema i Jyllands-Posten var e-handel. Her fik jeg placeret en historie om, hvordan webbureauet Adapt har udviklet website m.m. for grossistvirksomheden Carl Ras.

Omkring årsskiftet kommer der nye temaplaner. Kig under ”annoncering” på mediernes hjemmesider, for temaplanerne udarbejdes primært af hensyn til annoncørerne. Men derfor kan vi andre jo også godt bruge dem.

5. Brug mediernes faste formater

Børsen skriver selvsagt meget om de største danske virksomheder. Men en gang eller to om ugen skriver avisen om erhvervsfolks bedste og værste investeringer, hvor man er velkommen til at byde ind med forslag.

Børsen har også en klumme om lederes medieforbrug på navnesiderne. Her skulle du nok kunne få din chef omtalt.

Navnenyt bringes hver dag af alle aviser, af mange fagblade og ugentlige lokalaviser. Så når I ansætter nye medarbejdere eller en kollega har rund fødselsdag, kan du sende en notits til aviserne om personen og den virksomhed, vedkommende er ansat i. Det kan nemt give fem mindre artikler.

Ovenstående er eksempler på faste formater. Der findes selvsagt mange flere. Men det fører for vidt at skrive dem alle her.

Hvis du stadig synes, det er svært , så book et gratis inspirationsmøde med undertegnede og se, om ikke vi kan finde nogle brugbare ideer, så I kan komme i medierne.